
Hør Joyn Hands (1,9 MB) og Delight Pavan (4,5 MB) optaget ved en koncert i Hans Egede Kirke i december 2007!
My Lord of Oxenfords Mask:

Udsnit fra et maleri der viser scener fra Sir Henry Unton's liv malet kort efter hans død i 1596. Det beskriver en scene, hvor en maskeoptræden akkompagneres af et Broken Consort.
Besætningen i et Broken Consort er den første med forskellige instrumenter, der er udspecificeret i musikhistorien. Besætningen udgør diskant- og basgambe, fløjte, lut, cister og bandora. "The Broken Consort" opstod i slutningen af 15-hundrede tallets England og blev en integreret del af Shakespeares teater. Musikken udviklede sig fra de tidlige hof maskespil til de senere tragedier og komedier. I starten var det akkompagnement til sang men blev efterhånden til ren instrumental musik
Thomas Morley havde monopol på at trykke musik og var den første til at udgive musik for Broken Consort. I 1599 udgav han "The First Book of Consort Lessons".
CURRICULUM VITAE:
Nikolaj Ronimus blokfløjte, debuterede i 1993 fra det Fynske Musikkonservatorium hos professor Dan Laurin. Han har siden debuten arbejdet som koncertblokfløjtenist med koncerter i Skandinavien, Tyskland, Frankrig, England , Italien, Australien og Japan. Hertil kommer diverse TV-og radioproduktioner fra solokoncerter til portræt udsendelser. Han har på koncertscenen slået sit navn fast som en fræk og anderledes grænsesøgende fortolker af blokfløjtens repertoire nyt som gammelt. Pressen har skrevet: Blokfløjtevildskab-nye sider af det ellers så pæne instrument blokfløjten. Han saboterede enhver forestilling om blokfløjten som den artige musiks lille fænrik. Det spændte fra det uendeligt blide til det øreflænsende fortefortissimo ( Kristeligt Dagblad ), Det var døde dansen vi hørte ( MUSA, Århus ), Nikolaj Ronimus is the star of tomorrow If Jimmi Hendrix had played recorder it migth have sounded like this ( The recorder, London ).Han kan høres på flere CD produktioner bl.a.; Les voix des Loeillet ( Classcd 229 ) med Ensemble Fiori Musicali og The Naked Recorder ( Classcd 608 ), den første danske CD med soloblokfløjterepetore, CD’er som har nydt stor anerkendelse i den internationale musikpresse. Nikolaj Ronimus er lærer ved Vestjysk Musikkonservatorium, Det Fynske Musikkonservatorium samt Nordjysk Musikkonservatorium han har givet masterclass i Skandinavien, Tyskland, Schweiz, Australien mm.
Lars Henning Jensen lutenist og guitarist, er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han er en musiker med meget solid solistisk og kammermusikalsk baggrund med aktiviteter i ind- og udland, hertil kommer diverse TV- og radioproduktioner. Udover Trio Luna er han guitarist i ensemblet GuitarTrio 1+2, der har markeret sig stærkt indenfor deres felt. De kan høres på 2 cd´er: GuitarTrio 1+2 PACD 101 og Playtime PACD 102.
Mogens Rasmussen gambe, er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Schola Cantorum, Basel. Han er nok landets mest benyttede gambist. Han har en omfattende koncertvirksomhed som solist og continuospiller med koncerter såvel i Norden som i resten af Europa og USA. Han er medstifter af det internationalt sammensatte gambeensemble Bourrasque, medlem af ensemblerne Violon-banden, Opus 4 og Trio Luna. Han har adskillige CD produktioner bag sig bl.a. på Da Capo og BIS. Hertil kommer diverse TV-og radioproduktioner. Mogens Rasmussen har i en årrække været lærer ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Det Fynske Musikkonservatorium samt Nordjysk Musikkonservatorium.
Fredrik Bock guitarist og lutenist, studerede på Carl Nielsen Academy of Music, Odense, hvorfra han tog sin eksamen med højeste karakter i 2000. Sideløbende med guitarstudierne i Danmark fik han undervisning i barokguitar og lutinstrumenter hos prof. Stephen Stubbs ved Hochschule für Künste, Bremen. I 2003 debuterede han fra solistdebut ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, med prof. Stubbs som lærer. Fredrik Bock har fra 1999 til 2001 fået tildelt det svenske Kungliga Musikaliska Akademien´s stipendium for sit arbejde med barokguitaren. Han har optrådt som solist med Danske og Svenske symfoniorkestre og er hyppig akkompagnatør til bl.a. Concerto Copenhagen, Theatre of Voices, Holland Baroque Society, Ars Nova Copenhagen, Barokksolistene, New Dutch Academy, Emily Van Evera. Har medvirket i adskillige CD produktioner i ind - og udland.